Back to jobs
Job Description
Er du imødekommende og god til at sætte dig ind i tekniske systemer? Kan du smile gennem telefonen, og motiveres du af at gøre en forskel for rigtige mennesker? Så er du måske den nye Kundeservice-medarbejder hos Nordisk Film+. Nordisk Film Distribution søger en dedikeret kundeservice-medarbejder til vores streamingtjeneste Nordisk Film+ i 25 timer om ugen. Nordisk Film+ er en førende dansk streamingtjeneste med meget engagerede brugere, og vi har også netop lanceret Nordisk Film+ i Finland med fokus på finske film. Vores brugere elsker lokale film og sætter stor pris på vores kundeservice. Den position skal du være med til at fastholde - og måske forbedre. Din rolle Du bliver stemmen udadtil, og den brugerne sætter deres lid til. Du hjælper vores brugere, når teknikken driller, eller når de har spørgsmål til deres abonnement, og du taler også gerne med om vores film. Hvis en kunde ønsker at opsige sit abonnement, er du nysgerrig på hvorfor og gør dit bedste for at finde en løsning. Det bliver også dit ansvar at sælge Nordisk Film+ ind til plejehjem og ældrecentre, så de kan filmhygge i fællesstuerne. Du besvarer henvendelser på telefon, mail, chat, sociale medier, Trustpilot og i app stores – og du gør det altid med empati, tålmodighed og øje for detaljen. Vores telefon er åben i to timer alle hverdage, og vi svarer også på mails i weekenden. Dine primære opgaver bliver at: - Besvare henvendelser fra kunder - Opdatere help center og AI chatbot, så brugerne hurtigt kan få svar på det meste - Svare på anmeldelser på Trustpilot, Google Play, App Store mv. - Være ansvarlig for vores kundeservice-systemer Dixa og Help Desk - Viderebringe feedback fra brugerne om fejl og optimering til dine tekniske kollegaer - Lægge vagtplan og have personaleansvar for 1-2 studentermedarbejdere i Kundeservice Du arbejder hovedsageligt fra vores kontor i Valby, men der er mulighed for hjemmearbejde. Du skal også regne med weekendarbejde på 2-3 timer hver anden weekend, hvor du besvarer mails hjemmefra. Hvem er du? Vi forestiller os at du: - Har solid erfaring med kundeservice - Er imødekommende, tålmodig og serviceminded - Kommunikerer klart og præcist – både mundtligt og skriftligt - Er glad for at tale i telefon og hjælpe mennesker - Har teknisk forståelse og kan lide at sætte dig ind i nye systemer - Taler og skriver dansk flydende og kan kommunikere med vores samarbejdspartnere på engelsk. Det tilbyder vi dig - En fast deltidsstilling på 25 timer om ugen i et tværfagligt team - Frokostordning, massageordning og ugentlig yoga - Et uformelt og sjovt arbejdsmiljø i Nordisk Films historiske studier Vi glæder os til at høre fra dig!